Tømrerne er nu sundere: Svært at sidde alene og spise salat

I fællesskab har de godt 130 medarbejdere hos Hustømrerne fået vendt de triste kendsgerninger for deres egen sundhedstilstand

05:09

Som mand i tømrerfaget kan det være svært at holde kroppen skarp og sund. Det måtte medarbejderne hos det aarhusianske firma Hustømrerne sande, da de tilbage i september gennemgik et stort sundhedstjek. De kolde facts var skræmmende, men nu har man fået vendt udviklingen.

Det var især rygning, usund mad og for lidt motion, der gjorde udslaget hos tømrerne. Men så blev hele virksomheden tilmeldt et stort anlagt sundhedsprojekt, og her godt et halvt år senere ses resultaterne tydeligt.

- Udover at kunne se resultaterne på vægten, så kan jeg også mærke, at løbeturene bliver længere og længere, fortæller en af tømrerne, Dan Beck, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Aarhusianske håndværkere skal være sundere

Han og kollegaen Søren Pless var blandt dem, der havde brug for et skub i den rigtige retning. De kunne tydeligt mærke de sundhedsmæssige konsekvenser af deres usunde livsstil.

- Jeg kunne godt bekymre mig over, at jeg som 32-årig kan have så dårlige dage, at jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne fortsætte med det her i mange år endnu, siger Søren Pless.

Læs også Lektor: Stor forskel på levealder bare i Østjylland

Men da tømrerne så gik sammen om at få kroppen på ret køl, er alt blevet meget mere positivt.

- Det var svært at sidde som den eneste i kantinen og spise salat, når alle de andre spiste basser, siger Søren Pless.

I fællesskab blev indstillingen til mad og sundhed så ændret, og sundhedsprojektet hos Hustømrerne fortsætter i hvert fald indtil udgangen af 2017.

Du kan se mere om den imponerende udvikling hos tømrerne i indslaget øverst på siden.