Tilskud til teatre
Modtager op mod 100 millioner kroner om året
Når du køber en billet hos et af de aarhusianske teatre, er prisen du giver i billetlugen langt fra den pris, som billetten reelt koster.
En undersøgelse, som TV 2 | ØSTJYLLAND har foretaget, viser, at billetten i flere tilfælde er op mod fire gange så dyr i virkeligheden.
Hos Aarhus Teater kan en billet til teaterkoncerten "Dagen Før" med musik af Kim Larsen for eksempel købes fra mellem 108 og 405 kroner.
Billetprisen er dog langt fra nok til at dække udgifterne i forbindelse med forestillingen. Derfor modtager Aarhus Teater 893 kroner i tilskud pr. billet fra staten, hvis man ser i forhold til antallet af solgte billetter.
Til sammen modtager 13 aarhusianske teatre til sammen omkring 100 millioner kroner om året fra stat og kommune for at få økonomien til at hænge sammen.
Pengene er nødvendige for kulturen, lyder det fra teatercheferne:
- Man kan ikke sige, at denne billet i virkeligheden koster så og så mange kroner. Sådan fungerer det ikke. Det er alt for simpelt. Man skal spørge sig selv: "Hvilket samfund ønsker jeg?", siger teaterdirektør Mick Gordon fra Aarhus Teater til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er ikke bare det, vi laver her (på scenen, red.). Vi er et center for dans, og i Aarhus er vi specielt fokuserede på de lokale kunstnere. Vi prøver at udvikle den her - i nogle øjne - smalle scenekunst, siger kunstnerisk leder Jesper de Neergaard fra Bora Bora til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Teatergængere: Hold da op
På teatret Gruppe 38 udgør billetprisen kun en fjerdedel af den reelle pris. Her koster en billet til forestillingen "Du må være en engel, Hans Christian" 100 kroner i døren, mens tilskuddet er på 378 kroner.
Milliontilskudene til teatrene overraskede de borgere, som TV 2 | ØSTJYLLAND talte med:
- Hold da op.. Hvis det er skattekroner, så skal man gå noget mere i teatret.. Jeg synes, det er et stort beløb, men hvis det trækker folk til, siger Marianne Brændgaard.
- Det vil være rart, hvis de kunne spare lidt på det, men ikke sådan, at teatret lukker, siger Thomas Møller.
Hvad synes du? Bliver der givet for meget eller for lidt i tilskud til teatrene? Deltag i debatten på TV 2 | ØSTJYLLANDs Facebook-side.