Tilliden til ledige skal tilbage
Bakker om initiativer i ny rapport
Social- og Beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), er enig i flere af de nye tiltag, der bliver lagt op til i en ny rapport, som Carsten Koch-udvalget i dag har fremlagt.
Udvalget har nu fremlagt sine anbefalinger til en ny jobindsats for de ledige, der er medlem af en a-kasse. Anbefalingerne skal indgå i de kommende politiske forhandlinger om en reform af beskæftigelsessystemet.
Koch-udvalget anbefaler en mere individuel indsats hos de ledige, større frihedsgrader og færre rigide krav til både de ledige og jobcentrene. Og det bakker Thomas Medom (SF) op om.
- Koch-rapporten indeholder rigtig mange, fornuftige anbefalinger, som alle er gennemsyret af, at vi skal have tilliden tilbage. Tilliden til de ledige og tilliden til medarbejderne i jobcentrene. Det er forfriskende og tiltrængt. I alt for mange år er de ledige blevet pisket rundt til overflødige samtaler og nytteløse kurser, og jobcentrene har brugt flere kræfter på at sætte flueben end at tale med borgerne, siger Social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF). I en pressemeddelelse.