Tilbyder hjælp til Heidi
Alexandra Nielsen er blevet rørt over Heidi Neergaards situation
Når det handler om mennesker, handler det om følelser.
Det er også tilfældet i situationen med Heidi Neergaard, der er spastisk lammet i benene, og som ikke har været i bad i snart fire uger.
Det har nu fået Alexandra Nielsen fra Ryomgård til at tilbyde sin hjælp. Hun vil hjælpe Heidi Neergaard med at komme i bad, hvis hun har lyst til det.
Det sker efter, at TV 2 | ØSTJYLLAND onsdag fortalte om Heidi Neergaards problemer.
Heidi Neergaard har siden 1. juni i år modtaget hjælp fra Hjemmeplejen, men fordi hun er så plejekrævende, har de ikke haft tid til at give hende et bad. Det kan du læse mere om her.
Efter at have set tv-indslaget i Nyhederne på TV 2 | ØSTJYLLAND onsdag aften kontaktede Alexandra Nielsen straks tv-stationen for at tilbyde sin hjælp.
Hun er uddannet social og sundhedsassistent og har i 25 år arbejdet som det i Syddjurs Kommune, hvorfor det ikke er uvant for hende at hjælpe med badningen.
Jeg blev rørt
- Jeg blev rørt af Heidis situation, og at hun ikke har fået et bad i så lang tid. Jeg forholder mig til, at hun ligger i sengen og er ret hjælpeløs og bare gerne vil behandles ordenligt. Det handler om følelser for mig, og min mavefornemmelse fortalte mig, at der var noget galt her, siger Alexandra Nielsen til tv2oj.dk.
Hun tilbyder derfor, hvis Heidi Neergaard vil have det, at komme forbi i hendes fritid for at hjælpe Heidi Neergaard med at komme i bad.
Heidi Neergaard takker for tilbuddet:
- Jeg er dybt taknemmelig for, at der er nogen, der tænker på mig, og jeg vil da overveje det, siger hun.