Til kamp for stemmerne
Alt for mange stemmer ikke til kommunalvalg
Alt for mange vælger sofaen frem for stemmeurnerne når det gælder kommunalvalg.
Derfor lancerer Aarhus Kommune nu et helt nyt tiltag med kampagnen "Aarhus stemmer" for at få flere til at stemme til byrådsvalget den 19. november.
- Vi vil gerne have flere til at vælge stemmeurnen frem for sofaen. Valg er en helt afgørende del af demokratiet. Det er noget, som borgere i mange andre lande kæmper for, mens jeg kan frygte, at det er noget, som mange tager for givet i Danmark, siger chef for valgsekretariatet i Aarhus Kommune, Lene Hartig Danielsen.
Se: Derfor gider vi ikke stemme
Ved valget i 2009 var der 88.598 borgere i Aarhus Kommune, der ikke benyttede sig af retten til at stemme. Det svarer til flere end hver tredje. Blandt de unge var det hver anden.
Derfor sætter kommunen med kampagnen særligt fokus på uddannelsesinstitutionerne, hvor der er mange førstegangsvælgere:
- Vi vil gerne med dette forsøg få de unge til at forholde sig til valget, siger Lene Hartig Danielsen.
Ét af de initiativer som er den del af kampagnen "Aarhus stemmer" er en tidligere bogbus som kommunen her op til valget har omdannet til et mobilt valgsted.
Bussen kører de kommende to uger og har hele 28 stoppesteder, hvor borgerne har mulighed for at brevstemme til både kommunal- og regionsrådsvalg.