Til kamp mod mågerne
Falkekasse skal dæmme op for mågeskrig
Nu kommer der assistance til de østjyder, der er godt trætte af mågeinvasionen i blandt andet Aarhus. Nu er der nemlig blevet opsat en vandrefalkekasse på dlg-bygningen på havnen i Aarhus. Kassen er den første af sin slags i regionen, og den skal nu give sit besyv med i forhold til regulering af mågebestanden.
- Håbet er jo, at den kan tiltrække et vandrefalkepar til Aarhus, så de kan gøre livet surt for måger og duer, der hærger byen, siger Kim Skelmose, der formand i lokalafdelingen af Dansk Ornitologisk Forening, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
TV 2 | ØSTJYLLAND har tidligere beskrevet, hvordan mange aarhusianere er meget irriterede over mågeskrigene i blandt andet Aarhus.
Se også: Video: Måge angriber kvinde
Der er også en sidegevinst ved, at kassen er blevet sat op. Vandrefalken er en meget sjælden fugleart i Danmark. Den har været totalt udryddet i landet i 30 år, og først for ti år siden dukkede den op igen. Derfor ville det være en sejr for ornitologerne, hvis den sjældne fugl slog sig ned i Østjylland.
Også Grenaa havn kan forvente at få en vandrefalkekasse inden for en overskuelig fremtid. Kim Skelmose vurderer, at der er 80 procent chance for, at det projekt lykkes.