Til kamp mod lægers bijobberi

Region Midtjyllands sundhedsdirektør vil forhindre, at overlæger supplerer deres indtægt ved at bijobbe.

Region Midtjyllands sundhedsdirektør, Leif Vestergaard Pedersen, vil forsøge at forhindre overlægernes bijob ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2008.

- Det er dybt problematisk, at jo dårligere den offentlige butik fungerer, jo flere penge kan butikkens ledende medarbejdere, overlægerne, tjene i deres fritid på privatklinikker. Jeg kan ikke forestille mig andre virksomheder, som er parat til at leve med det paradoks, siger Leif Vestergaard Pedersen til MetroXpress.

Senest har eksperter fra Rigshospitalet og Skejby Sygehus i deres fritid udbudt en banebrydende behandling med nedfrysning af æggestokke. Det sker på Privatklinikken Ciconia i Højbjerg, og metoden kan for eksempel gavne kræftsyge kvinder, der efter endt behandling alligevel kan få held til at blive gravide.

- Det er træls, at folk, som vi uddanner og lønner, uden nærmere aftale med os kan sætte deres viden til salg på en privatklinik, mener Leif Vestergaard Pedersen.

I Overlægeforeningen møder hans krav undren.

- Sandheden er, at uden de private klinikker ville det offentlige ikke kunne overholde de politiske løfter om behandlingsgaranti, siger foreningens formand Erik Kristensen, der selv er overlæge på Silkeborg Centralsygehus.

Han kalder kritikken for 'et politisk korstog', der får hans 'blodtryk til at stige'. /ritzau/