Til kamp mod Aarhus - og nettet

Opfordrer kunderne til at købe julegaver lokalt

02:27

De fire største byer i Skanderborg Kommune slår sig nu sammen for at få folk til at købe deres julegaver lokalt.

Ved at skabe ekstra julestemning i Ry, Skanderborg, Galten og Hørning vil butikkerne forhindre, at de lokale beboere kører til Aarhus for at købe julegaverne - eller at gaverne købes på nettet.

De forretningsdrivende håber i stedet at kunne få de lokale beboere til at købe julegaverne i deres nærområde.

De seneste år er omsætningen i specialbutikkerne i Skanderborg Kommune faldet, og flere butikslokaler står tomme.

Læs også Vi holder på pengene

Nu håber de lokale forretningsdrivende at kunne vende bøtten og lokke folk tilbage i butikkerne.

- Der er gang i nethandel og en række andre forskellige ting. Men vi tror på, at personlig betjening, nærvær og en god service kan gøre, at vi kan klare os, siger citychef i Skanderborg Kommune Anni Bundgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Siden 2007 har specialbutikkerne i Skanderborg tilsammen mistet en omsætning på ca. 40 mio. kr. pr. år. Tøjbutikken Jackson er en af de forretninger, der har mærket den dalende omsætning.

- Det var mere gang i den tidligere. I dag er det lidt mere stille og roligt, og der er lidt mere tid til kunderne, siger butiksbestyrer Jakob Rend-Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Dansk e-handelsanalyse køber 52 pct. af danskerne en del af deres julegaver på internettet.

I tv-indslaget øverst i artiklen kan du se mere om udfordringerne for butikkerne i Skanderborg.