Tidligere Superliga-topscorer skriver kontrakt med Horsens

Den 30-årige angriber Martin Pusic har fået en toårig kontrakt i Superliga-klubben AC Horsens

Martin Pusic skal i de kommende to år bombe for AC Horsens. På billedet fejrer han en scoring for en af sine tidligere arbejdsgivere, FC Midtjylland. Arkivfoto. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Den østrigske angriber Martin Pusic fortsætter karrieren i det østjyske.

Det står klart, efter at han søndag har skrevet under på en toårig kontrakt med Superligaklubben AC Horsens.

Læs også Ekspertens dom: Sådan klarer de østjyske hold sig i Superligaen

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Horsens-træner Bo Henriksen kalder Pusics ankomst for et scoop.

 Han har rutine, en vilje samt en sult efter at vise, at han kan score mål.

Bo Henriksen, cheftræner, AC Horsens

- Han har kvalitet og har scoret mål i alle de klubber, han har været i. Han har rutine, en vilje samt en sult efter at vise, at han kan score mål.

- Samtidig har han en enorm vindermentalitet, hvilket er vigtigt for os. Jeg glæder mig helt vildt til at se ham i den gule trøje, siger Henriksen på klubbens hjemmeside.

Martin Pusic får rygnummer 32 i sin nye klub, Horsens. Foto: AC Horsens

Har ikke kostet Horsens noget

Pusic selv glæder sig til at vise sit værd i Horsens.

- Jeg føler mig overbevist om, at det er det rigtige valg i min karriere efter min snak med Bo (Henriksen, red.) og resten af trænerteamet. Jeg er professionel og gør altid mit bedste for at hjælpe holdet, og det er den måde, vi skal få succes på, siger Pusic på klubbens hjemmeside.

30-årige Pusic har ikke kostet østjyderne noget, da han var kontraktfri, efter at hans aftale med FC København udløb tidligere på sommeren. I foråret spillede Pusic i AGF på en lejeaftale.

Østrigeren blev som FC Midtjylland-spiller topscorer i Superligaen i 2014/2015-sæsonen med 17 mål.

Ud over ophold i danske klubber som AGF, Esbjerg, FCK og FC Midtjylland har Martin Pusic også spillet i norske Vålerenga og Brann, britiske Hull og flere østrigske klubber.

Han har i sin tid i Superligaen scoret 43 mål i 103 kampe.