Testimonial fastlagt
Graulund hyldes for indsats i den hvide trøje
Torsdag den 23. maj klokken 19.00 danner NRGi Park rammen om Peter Graulunds testimonialkamp. Peter Graulund har selv sammensat et hold, der skal i kamp mod et TV3 All Star-hold.
Tilbage i oktober indstilede Peter Graulund sin aktive fodboldkarriere, og nu har AGF fastsat datoen for kampen, der skal hylde Peter Graulunds indsats for AGF gennem sin karriere. Det skriver AGF i en pressemeddelelse.
- Jeg er meget beæret og taknemmelig over at blive hyldet med en testimonial for det, jeg har gjort for AGF. Det betyder virkelig, virkelig meget for mig. Jeg får nu sat et festligt punktum for min aktive karriere sammen med alle de AGF-fans, der altid har bakket mig op, og med holdkammerater fra de klubber, jeg har repræsenteret i min karriere. Det bliver en stor dag, og jeg håber naturligvis, at så mange som muligt vil dele den med mig den 23. maj, siger Peter Graulund.
Truppen som Peter Graulund har udtaget, kommer, ud over ham selv, blandt andet til at bestå af Steffen Rasmussen, Casper Sloth, Anders Kure, Brian Steen Nielsen, Søren Krogh, Alex Nørlund, Peter Sand, Martin Jørgensen, Rasmus Tantholdt og Morten Duncan Rasmussen. Per Rud, der er Graulunds tidligere ungdomstræner, bliver træner for holdet.
Modstanderholdet, der er udtaget af TV3, består af blandt andre Jan Mølby, Jesper Grønkjær, Jesper Thygesen, Peter Kjær, Thomas Thorninger, Stig Tøfting, Ebbe Sand, Flemming Povlsen, Henrik ?Tømrer`Pedersen, Auri Skarbalius og den norske tidligere AGF-helt Håvard Flo. Trænerteam for TV3 All-Stars er Carsten Werge og Per Frimann.
- Vort hold bærer præg af lidt mere rutine end Peter Graulunds hold. Men jeg vil godt garantere, at vi har et par tricks i ærmet, så vi kan byde Graulunds hold op til dans, siger Per Frimann.
Claus Bo Larsen, der har dømt over 300 Superligakampe, deraf mange med Peter Graulund på banen, styrer kampen den 23. maj.