Terrasser skal fjernes i ferieby
Alle skal have frit adgang til vandet i Øer Maritime Ferieby
De tanker og idéer, som de landskendte arkitekter Friis& Moltke havde med Øer Maritime Ferieby ved Ebeltoft, skal respekteres.
En af tankerne var, at alle beboere i den spændende ferieby har fri adgang til at gå langs med vandet og havnen i feriebyen, der er opbygget på en stribe kunstige øer.
Nu har Vestre Landsret med en dom sikret, at den frie adgang til vandet fastholdes, og det betyder, at de ejere, der har udvidet deres terrasser, må trække fliserne til sig igen, og acceptere, at andre folk kan gå langs vandet forbi deres haver.
Fri adgang forsvandt
Den frie adgang forsvandt, da feriebyens nye ejer, Byggeselskabet Mogens de Linde, i 2007 fik vedtaget en mulighed for, at den nye ejerforening kunne leje dele af fællesarealerne ud til ejerne af de enkelte lejligheder, således at de kunne udvide deres terrasser.
Det var ejendomsmægleren Jens Nielsen, Aarhus, der som formand for den oprindelige Foreningen Øer Maritime Ferieby har forfægtet idealerne bag Øer Maritime Ferieby, og det var også ham, der førte sagen mod Mogens de Lindes selskab.
Læs også
Øer Maritime Ferieby blev opført i 1980'erne men havde hele tiden en notorisk dårlig økonomi, på trods af stor opmærksomhed og gode lån fra bl.a. ATP-fonden.
I 2005 besluttede Foreningen Øer Maritime Ferieby at undersøge mulighederne for at sælge hele eller dele af området. Mogens de Linde købte hele området på nær seks lejligheder.
Købesummen blev på 140 millioner kroner. En af betingelserne var, at den oprindelige tanke med frie arealer langs vandkanten blev respekteret, og en anden betingelse var, at Mogens de Linde ikke kunne medvirke til vedtægtsændringer i den nye ejerforening, så længe han selv eller hans selskaber ejede mere end 2/3 af lejlighederne.
Kunne leje små bidder
Efterkrav fra nogle af de nye ejere, vedtog ejerforeningen imidlertid på en ekstraordinær generalforsamling i 2007, at ejerforeningen kunne leje små bidder af fællesarealer ud til ejerne af de enkelte lejligheder.
Det kunne Jens Nielsen ikke acceptere, og han anlagde sagen mod Ejerforeningen og Byggeselskabet Mogens de Linde.
Han vandt både i byret og landsret så nu skal udviklingen og terrasserne rulles tilbage, mens ejerforeningen og byggeselskabet Mogens de Linde skal betale sagens omkostninger med 426.000 kroner.