Termometeret kan nå 30 grader - sådan undgår du hedeslag

Det er vigtigt at forebygge med vand og skygge, når varmen søndag rammer Danmark, anbefaler Sundhedsstyrelsen.

Man skal huske at drikke lige fra morgenstunden af, også selv om man ikke føler tørst, lyder det fra centerchef i Sundhedsstyrelsen Foto: Colourbox

Søndag kan termometeret i dele af det danske sommerland vise over 30 grader. Det forudser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Hos Sundhedsstyrelsen anbefaler man, at man er særligt opmærksom, så varmen ikke gør én overophedet og fremkalder et hedeslag.

Læs også VIDEO: Frihedskæmpers 13-årige tipoldebarn gav dronningen blomster

Det siger Henrik Stig Jørgensen, der er centerchef i Sundhedsstyrelsens enhed for evidens, uddannelse og beredskab.

- Man skal huske at drikke lige fra morgenstunden af, også selv om man ikke føler tørst.

- Man skal søge skygge, og hvis man er i solen, skal man have hovedbeklædning på og sørge for, at man er et sted, hvor det lufter, så man bliver afkølet.

Kroppens egen regulering kan slå fra

Når det er varmt, fordamper der meget væske fra kroppen, så selv om man ikke oplever, at man sveder, så taber man væske. Ved et større væsketab kan man blive utilpas.

- I sidste ende kan det føre til et hedeslag og til, at kroppens egen temperaturregulering slår fra, så man bliver overophedet, bevidstløs og får kramper, hvis det går rigtig galt.

Læs også Afkræftet hund reddet ud af bil

Man bør derfor være opmærksom på symptomer som hovedpine, træthed, kvalme, svimmel og tørhed i munden. Skulle uheldet være ude, og man bliver ramt af et hedeslag, er det vigtigt at handle.

- Det er vigtigt, at man kommer ind i et køligt rum, hvor der er noget luft.

- Det er godt med noget væske - eventuelt tilført salt.

Det er vigtigt at drikke godt med væske på de varme dage - og helst lige fra morgenstunden. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Vær forsigtig med alkohol

Jørgensen understreger, at det er vigtigt at holde ekstra øje med børn, ældre, gravide og folk med kroniske sygdomme.

De høje temperaturer falder sammen med den første store sommerhus-weekend i skolernes sommerferie og Roskilde Festivals begyndelse.

Læs også Patienter sveder på supersygehus - løsning først klar i 2020

Og festivalgæster, som indtager alkohol, bør være ekstra påpasselige i varmen, mener Jørgensen.

- Alkohol virker vanddrivende, så selv om man tror, at man drikker rigeligt væske, så kan det være, at urinproduktionen bliver endnu større end væskeindtaget og giver mere dehydrering.

- Når man drikker alkohol, bliver man lidt "sløret", så man er måske ikke opmærksom på, at man mangler væske eller bliver for varm.

Han anbefaler derfor, at festivaldeltagere bærer tyndt og luftigt tøj, søger skygge, bærer hovedbeklædning, drikker rigeligt vand og holder øje med hinanden.

00:26

VIDEO: Om de drak nok væske - altså uden alkohol -  vides ikke. Men disse aarhusianske studenter blev i hvert fald svalet lidt ned, da de fejrede deres nye studenterhue ​med en tur i springvandet 'Agnete og Havmanden'. Videoen er fra 28. juni 2019.

Luk video