Terma om Mars-eventyr: Vi er rimelig tilfredse

Hos østjyske Terma er de godt tilfredse med deres bidrag til rummissionen ExoMars

03:23

Selv om rumfartseksperter tilsyneladende har mistet kontakten til rumfartøjet Schiaparelli på Mars, har missionen ikke været forgæves.

Der er blandt andet sendt noget data hjem til Jorden, fra da fartøjet bevægede sig ind i Mars’ atmosfære, og til det landede på overfladen.

Det fortæller Kim Plauborg, afdelingschef for rumelektronik hos Terma. 

Læs også Videnskabsfolk kan ikke få kontakt til Mars-fartøj

Netop hos teknologivirksomheden Terma, med hovedsæde i Lystrup ved Aarhus, har de fulgt landingen tæt, da virksomheden har udviklet strømforsyningen til landingsfartøjet.

- Ud fra det vi foreløbigt har hørt, tyder det på, at den funktionalitet, som vi har leveret til dem, har gjort det, som den skulle. Det vil sige, at vi skulle være med til at styre den her landingssekvens, og alle elementerne har været aktive, plus det meget vigtige at vi også har været med til at indsamle de her data, og dem har man nu til rådighed på Jorden, så det ved vi også med sikkerhed, at det er gået godt, siger Kim Plauborg.

Dermed er de hos Terma tilfredse med deres del af Mars-eventyret.

- Indtil videre er vi rimelig tilfredse med det, vi har set. Det havde selvfølgelig været endnu bedre, hvis der også havde været en efterfølgende succes, men vi er rimelig tilfredse med det, vi har hørt indtil videre, siger Kim Plauborg.

00:29

Her kan du se mere om, hvad Terma har bidraget med til rumsonden, forklaret onsdag af Kim Plauborg.

Luk video

Landingen blev bekræftet onsdag eftermiddag, men herefter har der ikke været kontakt til fartøjet.

Det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvad den manglende kommunikation skyldes, men Kim Plauborg fortæller, at forbindelsen til fartøjet fortsat kan nå at komme.

- Man bliver ved med at lytte de kommende dage, for den er programmeret til på nogle bestemte tidspunkter at kommunikere med de satellitter, der kredser om Mars, og vi håber selvfølgelig i løbet af de kommende dage, at der kan blive oprettet en radioforbindelse, siger han.

Schiaparelli. Foto: STRINGER, Scanpix

De data, som Schiaparelli sendte afsted, skal bruges, når eksperterne skal forberede den næste mission til Mars.

Den skal efter planen finde sted i 2020, når en særlig robotbil - en rover - sendes til den røde planet.

Også her kommer Terma til at spille en nøglerolle.

Den østjyske virksomhed skal nemlig levere en del af den software, som skal styre roveren.

I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Kim Plauborg.