Teater har vendt minus til plus

Horsens Ny Teater har igen fået overskud i regnskabet

Det er lykkedes Horsens Ny Teater at vende et økonomisk underskud til et overskud.

Ifølge Horsens Folkeblad havde teatret i 2009 et underskud på 771.000 kr. Året efter - altså i 2010 - er slutresultatet derimod et plus på ca. 230.000 kr. før skat.

I løbet af 2010 er det samtidig lykkedes at sælge cirka 1.000 flere billetter end året før.

Direktør for Horsens Ny Teater Kim Bisgaard er glad for tallene. Han konstaterer dog samtidig, at det i øjeblikket er svært at drive teater.

- Det er ikke nemt at sælge billetter. Folk holder lidt på pengene, og samtidig er der rigtigt mange tilbud i Horsens, siger han til Horsens Folkeblad.