Taxavognmænd mister penge under konflikten
Nu mærkes konflikten også på taxa-området. Vognmændene mister mange ture og mange penge.
Den omsiggribende konflikt på sundhedsområdet kan nu også mærkes hos taxa-selskaberne.
Hos Århus Taxa har man 223 vogne.
Her er man gået 10-15 pct. ned i ture som konsekvens af konflikten. Det betyder en omsætningsnedgang på cirka 500 kroner om dagen pr. chauffør.
- Vi mangler de ture. Der er mindre plads på holdepladserne om dagen, hvor vi plejer at køre med patienterne. Selvom det kan mærkes, så vi har ingen ønske om at blande os i en faglig konflikt, siger Morten Nyby Elgaard, næstformand i Århus Taxa.
Region Midtjylland bruger hvert år 92 millioner på patientkørsel. I de 45 dage, som strejken har varet, har det naturligt nok givet et betydeligt fald i bestillingerne.
Normalt modtager Region Midtjylland 1600 opkald om dagen. Det tal er nu nede på 700.
Regningen for kørslen under strejken er først klar i august.
Kontorchef i Region Midtjylland Morten Helleberg Christiansen tør dog ikke spå om besparelsen endnu.
- Selvom der er færre mennesker at køre med, betyder det ikke nødvendigvis en tilsvarende reduktion i betaling, da vi ofte kører koordinerede ture, hvor flere patienter kører sammen.