Taxa billigere end ny cykelsti
En ny cykelsti til millioner af kroner er for dyr for Århus Kommune, som fortsat sender skolebørn i Tilst i skole med taxa.
Børnefamilier på den trafikerede Marienlystvej har i årevis kæmpet for at få en cykelsti, så børnene kan cykle i skole.
Ønsket er endnu ikke opfyldt, hvilket betyder, at Århus Kommune betaler tusindvis af kroner hver måned for at sende skolebørn i skole i taxa.
Og ifølge Århus Kommunes teknikrådmand Peter Thyssen er der ingen planer om at ændre den situation.
For en ny cykelsti vil koste kommunen syv millioner kroner, og så er der ifølge rådmanden bedre økonomi i at betale for at få børnene i skole.
Kommunen regner desuden med, at trafikken på Marienlystvej vil falde, når andre planlagte veje er bygget, forklarer Peter Thyssen til DR Østjylland.