Talent-succes i Silkeborg IF: - Vi har slået hul igennem på den voksne scene

Silkeborg IF har de seneste år været en af de førende klubber i Danmark, når det kommer til talentudvikling, brug af egne talenter og salg til andre klubber

Silkeborg-drengen Magnus Mattsson har for alvor brudt igennem. Han spillede en stor rolle i sidste sæsons pokaleventyr og blev kåret til årets spiller 2018 i Silkeborg. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Efterårssæsonen for ungdomsholdene er slut, og talenterne kan derfor snart gå på juleferie. På Skipperligaen gør vi status over, hvordan de østjyske klubbers ungdomshold har klaret sig i efterårssæsonen, mens vi også dykker ned i, hvordan det generelt går med talentudviklingen i Østjylland.

Især de sidste par år har vi bevist, at vi har fået slået hul igennem på den voksne scene. 

Jesper Stüker, talentchef, Silkeborg IF 

Årets Silkeborg-spiller 2018 blev det 19-årige talent Magnus Mattsson, der har spillet en stor rolle i efterårssæsonen og netop er blevet udtaget til U21-landsholdets kampe i Mexico. 

Og Mattsson er langt fra et enestående eksempel. Silkeborg-talenterne vælter sig i spilletid på førsteholdet, og samtidig er hele seks af drengene udtaget til ungdomslandsholdene. Derudover kan nævnes salgene af blandt andre Kasper Dolberg, Robert Skov og Jens Martin Gammelby. 

- Især de sidste par år har vi bevist, at vi har fået slået hul igennem på den voksne scene, hvilket er den sværeste del. Overordnet set går det godt, siger talentchef Jesper Stüker til Skipperligaen. 

Læs også Silkeborg-spiller producerer musik til amerikanske rappere

Han fortæller, at man nu høster frugterne af de beslutninger, man tog for nogle år siden. Beslutninger, der blandt andet blev taget på baggrund af en analyse, som viste, at de danske hold - sammenlignet med gennemsnittet i Europa - var gode til at få unge spillere op i førsteholdstrupperne, men dårlige til at give dem spilletid. 

- Der besluttede vi os for, at det ville vi gøre noget ved her i Silkeborg. Vi så det som vores mulighed for at være konkurrencedygtige. Vi har sat det i system, og det er besluttet fra øverste hold, at det er det, vi vil. 

Robert Skov er Silkeborg-dreng, men skiftede i januar 2018 til FCK. Her har han bombet løs og er pt. topscorer i Superligaen.  Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Nedrykning betyder ikke brug af flere talenter

Silkeborg spiller som bekendt i 1. Division i denne sæson, men Jesper Stüker ser ikke placeringen i den næstbedste række, som årsag til, at talenterne får så mange minutter på førsteholdet. 

Jeg vurderer det til at være et af de mest talentfulde U17-hold vi længe har haft.

Jesper Stüker, talentchef, Silkeborg IF

- Relativt er det selvfølgelig nemmere at komme ind på et 1. Divisionshold end et Superligahold, men rent faktisk spillede vi med flere af vores egne spillere i sidste sæson i Superligaen, end vi gør nu. Det hænger så sammen med, at vi har solgt nogle spillere.

Da Silkeborg sluttede efterårssæsonen af sidst i november, var der otte spillere af egen avl i den 18 mand store trup.

U17-holdet stormer frem

Det er ikke kun på førsteholdet, at Silkeborg-talenterne blomstrer. U17-holdet har haft en super sæson og overvintrer på førstepladsen i U17-ligaen - den bedste række i landet. 

- Jeg vurderer det til at være et af de mest talentfulde U17-hold vi længe har haft. Der er nogle dygtige og talentfulde spillere, som gør det godt, siger talentchefen. 

 

Han fortæller, at der er flere spillere, der har udmærket sig med gode præstationer på topholdet og nævner blandt andre ungdomslandsholdsspillerne Frederik Carstensen, Alexander Lind, Anders Dahl og Eskild Dall. 

- Det er klart, at de er også gode for os, men jeg synes også, vi har andre spillere, der har et stort potentiale, siger han, uden at nævne flere konkrete navne. 

Selvom man er stjernen på U15 eller 17-holdet, er der stadig lang vej, og meget man skal lære endnu. 

Jesper Stüker, talentchef, Silkeborg IF

Der er nemlig stadig lang vej til at blive professionel fodboldspiller, selvom man gør det godt på et af ungdomsholdene. 

- Når de unge spillere kommer lidt for højt på strå, har vores T+træner det med at sige: ”Du skal bare lige huske, at du er en elendig Superligaspiller”. Selvom man er stjernen på U15 eller 17-holdet, er der stadig lang vej, og meget man skal lære endnu, siger Jesper Stüker. 

01:29

VIDEO: Jesper Stüker kommer med sine bud på, hvorfor det går godt med talentudviklingen i Silkeborg IF. 

Luk video

U19 halter efter 

Mens U17 altså topper rækken, står det anderledes til for Silkeborgs U19-drenge. De overvintrer på en 11. plads og ligger næstsidst i ligaen. 

Det bekymrer dog ikke talentchefen.

- Vi har et fokus på den individuelle spillers udvikling og de færdigheder, der skal til i forhold til at kunne håndtere den spillestil, man skal kunne praktisere på førsteholdet. De situationer prøver vi at sætte dem så meget som muligt i. Det kan nogle gange godt koste lidt, for det kræver at man kan dominere kampene. 

Det kendetegner dem, der kommer op, at de har været igennem en super skole, hvor værdier og adfærd er værdsat og italesat.

Michael Hansen, cheftræner, Silkeborg IF 

Netop spillestilen er noget, der bliver vægtet højt i Silkeborg. Den er inspireret af den spillestil, som Troels Bech lagde for dagen, da han var cheftræner for førsteholdet i fra 2009 til 2012. 

- Vi spiller for at vinde, men vi spiller for at vinde på vores måde og på den måde, som udvikler spillerne bedst. Det som kendetegner vores spillere er, at de har nogle gode formelle færdigheder. De har ganske få huller og de huller, de må have, er på et forholdsvis højt bundniveau, siger talentchefen. 

Læs også Talent-håb i AGF: - 2019 vil vise, at vi godt kan lave Superligaspillere

Det er også noget, som cheftræner Michael Hansen har bemærket ved de spillere, som han får op på førsteholdet. 

- Der er en fantastisk ærgerrighed for at blive bedre og en rigtig god kultur, som bliver sat ned over spillerne allerede fra de kommer ind som 12-årige. Det kendetegner dem, der kommer op, at de har været igennem en super skole, hvor værdier og adfærd er værdsat og italesat, siger Michael Hansen til Skipperligaen. 

Østjyske spillere i de seneste trupper for ungdomslandsholdene 

Silkeborg IF

Eskild Munk Dall (U16)

Oscar Fuglsang (U17)

Frederik Carstensen (U17)

Niclas Holm Pedersen (U17)

Sebastian Jørgensen (U18/19)

Magnus Mattsson (U21)

 

AGF

Emil Agerbæk (U17)

Daniel Gadegaard Andersen (U18/19)

Benjamin Hvidt (U18/19)

Gustav Mogensen (U18/19)

Magnus Kaastrup (U18/19)

Jens Stage (U21) 

 

Randers FC

Jonas Bager (U21) 

 

AC Horsens 

Mathias Madsen (U17)

 

U16-U19 skal på træningslejr på Cypern. U21 skal spille to venskabskampe mod Mexico i Mexico City. 

 

Kilde: DBU 

Spillestil er vigtigt 

At én bestemt spillestil gennemsyrer alle ungdomsholdene i Silkeborg, ser Jesper Stüker som en af årsagerne til, at talentafdelingen har succes med at køre ungdomsspillerne ind på førsteholdet. 

Hvis vi kan putte dem ind i en rolle, de er vant til, bliver det markant meget nemmere at slå til på næste niveau.

Jesper Stüker, talentchef, Silkeborg IF

- Det betyder utrolig meget. Det er rigtig svært at komme igennem det sidste nåleøje fra ungdomsspiller til førsteholdsspiller. Der er nogle fysiske parametre, tempo, osv. Hvis der så også er en spillestil, som man skal til at tage højde for, så bliver det bare endnu sværere, siger han og fortsætter: 

- Hvis vi kan putte dem ind i en rolle, de er vant til, bliver det markant meget nemmere at slå til på næste niveau.

Anfører Simon Jakobsen har tilbragt hele sin karriere i Silkeborg. Han er en af de spillere af egen avl, som er blevet en vigtig del af Silkeborg-truppen. Her ses han efter kåringen som årets pokalfighter.  Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Specialisering skal ikke ske for tidligt 

Han mener dog samtidig, at man skal passe på med at specialisere spillerne for tidligt. I ungdomsårene handler det nemlig mere om generelle færdigheder. 

- Jeg ser lidt et faremoment i dagens Danmark, hvor alt skal ske hurtigere og tidligere, og så tager man ud og køber en privat træner til en lille specifik detalje til de 8-9-årige. Der skal man holde fast i de aldersrelaterede træningskoncepter og få en masse basisfærdigheder på plads. Specialiseringen ser jeg først for at være nødvendig, når man bliver 15-16 år. Det er tidligt nok til at få opbygget en spidskompetence for spillerne og deres positioner, siger Jesper Stüker. 

Læs også Talent-fremgang i Randers FC: - Det er aldrig gået bedre

Når spillerne har fået bygget deres kompetencer op og tager det sidste skridt op mod en professionel karriere, er det vigtigt ikke at slippe dem. Det mener cheftræner Michael Hansen. 

- Jeg tror det vigtigste er, at man giver dem tid og plads til at komme op førsteholdet, og stadig er på dem der og ikke slipper dem fra deres ungdomsår til deres seniorår. Der tror jeg, at Silkeborg har fat i noget af det rigtige, siger han. 

01:23

VIDEO: Michael Hansen fortæller om Silkeborgs talentudvikling. 

Luk video

Talentsalg er nødvendigt  

Ambitionen i Silkeborg IF er at komme tilbage i Superligaen hurtigst muligt. Det skal dog ske med fokus på talenter og egne spillere. 

- Vi er en klub, der er et sted i fødekæden, hvor vi er afhængige af, at vi skal sælge vores spillere på et tidspunkt. Vi investerer forholdsvis meget i vores talentstruktur i forhold til vores samlede budget, så på den måde skal der også komme et payback. Dels via nogle gode indsatser og niveau på vores førstehold, men engang i mellem også via et salg, siger Jesper Stüker.

Det er jo en konsekvens af at have et godt talentarbejde, at resultaterne svinger.

Michael Hansen, cheftræner, Silkeborg IF 

Men det er en også balancegang, hvor meget man skal bruge de unge drenge. 

- Det er jo en konsekvens af at have et godt talentarbejde, at resultaterne svinger. Hvis du skal have dem ind på dit førstehold, skal man også give dem nogle chancer, hvor der måske ikke bliver givet helt det, der skal til, siger Michael Hansen. 

02:15

VIDEO: Magnus Mattsson var ikke blandt de største talenter, da han var 15. Han har dog kæmpet sig til at blive en nøglespiller på førsteholdet. 

Luk video