Taget faldt ned over grise
Røgdykkere måtte opgive at redde 400 svin
400 svin måtte lade livet, da en brand i går raserede en stald, en lade og et værksted i Øster Kondrup nær Havndal.
Brandinspektør Anders Jensen fra Randers Brandvæsen fortæller i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND, at røgdykkere var sendt ind i stalden, for at redde dyrene ud, men måtte opgive, da taget på stalden faldt ned .
- Vi prioriterede grisene, så røgdykkere blev sendt ind i staldene. Men da vi havde fået 150 ud, faldt taget sammen, og røgdykkerne måtte derfor ud, siger han.
Ukrudtsafbrænding måske årsagen
400 grise indebrændte og ca. 70-80 af dem blev kørt til slagtning med det samme.
Politiet skal nu undersøge brandårsagen, men Anders Jensen fortæller, at der om formiddagen var blevet brændt såkaldt flyvehavre af på møddingen. Sammenholdt med vindretningen i går, kan ukrudtsafbrændingen være årsagen.
Brandinspektøren understreger, at politiet skal undersøge sagen, og at brandårsagen kan være en anden.
Klokken 23 søndag aften var branden slukket, men fire brandvagter har været til stede på gården i nat.