Tæt trafik koster dyrt
Kø-dannelser koster dyrt for fragtfirmaerne
Den østjyske trafik er efterhånden blevet så tæt, at det koster østjyderne millioner af kroner i spildt ventetid.
Der skabes kø-dannelser som aldrig før, og det gør samtidig vores varer dyrere, fordi fragtfirmaernes lastbiler kommer stadigt langsommere frem.
Leif Hansen er én af de lastbilchauffører der må kæmpe sig vej rundt med sin lastbil i den trafikkerede Aarhus Midtby. Noget, der ikke ligefrem er blevet nemmere med tiden:
- Det er blevet værre og værre. Derfor kører vi så lidt som muligt herinde i byen. For det første er det ikke til at komme hverken frem eller tilbage, og for det andet kan vi slet ikke parkere nogen steder, fortæller Leif Hansen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Østjylland - og særligt Aarhus-området - er hårdt ramt af trængsel og langsom trafik. Ifølge Vejdirektoratet er den samlede trafikmængde alene på statsvejene steget med op mod 40 procent over de seneste 10 år.
Og trængslen, den koster på bundlinjen. Over de seneste 10 år er det ifølge logistikfirmaet Danske Fragtmænd blevet 10-12 procent dyrere at komme rundt i landsdelen.
Der findes ikke nogle tal på, hvor meget trængslen i præcis Østjylland koster samfundet. Men et estimat fra EU Kommissionen viser, at det på landsplan drejer sig om mellem 10 og 11 milliarder kroner.