Syddjurs sænker skatten
Kommunen sænker skatten, selvom den skal spare
Den kommunale økonomi i Syddjurs er ikke just prangende - alligevel er kommunen en ud af kun fire kommuner i Danmark, der sænker skatten til næste år. Men det sker under tvang.
Stram økonomisk styring, snævre grænser og effektiviseringer. Det er nogle af de overskrifter der går igen i næste års kommunalbudget i Syddjurs Kommune.
Det stramme budget betyder, at der skal spares mange steder. Som vi fortalte i fredags, er der for eksempel ikke råd til en ny cykelsti til skolebørnene ved Thorsager - selvom trafikken kan være farlig.
På trods af at Syddjurs mangler penge, så sænker kommunen faktisk skatten til næste år. Det sker dog som led i en aftale med Indenrigsministeriet.
Syddjurs fik for to år siden lov til at hæve skatten på grund af den stramme økonomi mod senere at sænke den igen. Og nu skal der altså betales tilbage. Og det ærgrer borgmester Kirstine Bille (SF):
- Vi er stadig i en svær økonomisk situation, og ville gerne have fortsat med det nuværende skattetryk. Vi har også søgt Indenrigsministeriet om dispensation, men vi fik afslag, siger hun.
Syddjurs Kommune er en ud af kun fire kommuner i hele landet, der sænker skatten til næste år.