Svømmeklub har succes med havfruesvømning
Mere end 2000 svømmeglade østjyder har meldt sig ind i svømmeklubben i Odder.
Søløver, voksne med vandskræk, livredderhold og havfruesvømning er navnene på nogle af de svømmehold, der findes i Odder Svømmeklub.
Hele 2100 medlemmer fordelt på 50 hold er der i klubben, og det skyldes i høj grad, at klubben er god til at tilbyde alternativer til de klassiske discipliner.
Læs også
Det fortæller Flemming Poulsen, der er direktør i DGI Østjylland.
- Odder Svømmeklub er et rigtig godt eksempel på en forening, der lykkes med at have det klassiske udbud til deres medlemmer, mens de også tilbyder medlemmerne nye tilbud. Det tiltrækker nogle af dem, der ikke nødvendigvis føler sig tiltrukket af de klassiske udbud, siger han og fortsætter.
- De har et dobbeltfokus, så de har et godt produkt til de traditionelle medlemmer, mens de også har fokus på de folk, der ikke er medlemmer endnu.
Vandt en flot pris
Det store arbejde med de mange medlemmer har betydet, at Odder Svømmeklub vandt en flot pris som årets idrætsforening.
- Vi var pavestolte. Bare det, at vi var nomineret, var vi meget stolte over. Så det var helt fantastisk, at vi fik prisen, siger Lars Rasmussen, der er formand i Odder Svømmeklub.
Udover den fine titel voksede foreningen sidste år med hele 400 medlemmer. Og det har Lars Rasmussen en god forklaring på.
Læs også
- Vi prøver at ramme så bredt, som vi overhovedet kan. Der er en holdtype til alle slags – fra babyer til voksne, siger han.
Med prisen fik Odder Svømmeklub også 10.000 kroner.
Det gode fællesskab i fokus
Hos en anden forening i nærheden har de taget skridtet videre med frivilligheden.
Beder-Malling Idrætsforening har nemlig valgt at ansætte en projektleder, så der kan sættes endnu mere fokus på de mange arrangementer, der foregår i foreningen.
- Det er vigtigt at komme ud og fange medlemmerne og fortælle om alle de gode historier til folk. Og så er det vigtigt at gøre nogle ting lidt anderledes, som de gør i Odder, siger Christine Winding-Lauritzen, der er projektleder i Beder-Malling Idrætsforening.
Blandt andet har foreningen arrangeret fællesspisning hver mandag, hvor op mod 80 mennesker møder op.
Det har været med til at sætte endnu mere fokus på de gode ting ved frivilligheden i Beder-Malling, fortæller Christine Winding-Lauritzen.
- Frivillighed kan man gøre præcis, som det passer ind i familielivet. Og det er også tilladt at tage et pusterum, hvis der er travlt i en måned.