Succes med nye arbejdstider

Ny vagtplan har skaffet større arbejsglæde og mindre sygefravær på Plejecenter i Silkeborg. Både personale og brugere er glade for de nye tider.

Der er gode vibrationer på Lysbro Plejecenter i Silkeborg. En ny vagtplan har på én og samme gang skaffet personalet større arbejdsglæde og lavere sygefravær. Samtidig har planen den fordel, at de ældre i langt højere grad end tidligere får faste plejere.

Den nye vagtplanlægning blev indført for otte måneder siden. I stedet for en normal arbejdsuge skal alt plejepersonale nu arbejde tre dage i træk og så have tre dage fri.Et simpel tiltag, men et der har vist sig at være overordentligt effektivt til at nedbringe sygefravær.

Ordningen, der har fået navnet "3-3" stammer fra plejehjem i Sverige. Erfaringerne herfra var, at sygefraværet faldt dramatisk. Derfor besluttede flere plejehjem i Danmark at kopiere ordningen på forsøgsbasis.

Nu kan Lysbro Plejecenter så aflæse de gode resultater. De ældre kan også mærke, det er nye tider. Det er nu altid de samme faste plejere, der tager sig af dem. Større arbejdsglæde, mindre sygdom og bedre pleje til de ældre, og så koster det ikke Silkeborgs skatteydere en krone ekstra. Tillidsrepræsentanten vil have ideen bredt ud.

Se mere om succes'en på TV 2 / Østjylland i aften.