Styrker indsats for nyfødte med risiko for handicap
Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers indfører faste kontrolbesøg hos babyer med risiko for handicap.
Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers styrker nu indsatsen over for nyfødte med risiko for at udvikle handicap og indfører som et af de første hospitaler i Region Midtjylland faste kontrolbesøg de første af barnets fem leveår.
De første 15 børn har allerede glæde af Børneafdelingens øgede indsats over for nyfødte med risiko for at udvikle handicap. Børnene er i en særlig risikogruppe som følge af for tidlig fødsel eller iltmangel under fødslen, der kan give hjerneskade og fysiske handicaps.
- Vi har altid fulgt risikobørnene tæt, men nu systematiserer og udbygger vi den tværfaglige indsats, så børnene automatisk kommer ind i helt faste kontrolforløb. På den måde får vi afdækket behandlingskrævende symptomer hos børnene så tidligt som overhovedet muligt, og vi får f.eks. hurtig sat gang i fysioterapeutisk behandling, og samtidig giver vi forældrene redskaber til at stimulere deres barn optimalt. Ud over motorikken vurderer vi også barnets opmærksomhed og koncentrationsevne, siger overfysioterapeut Ruth Kjelstrup, der er en af initiativtagerne til den øgede indsats, i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at forældrene udtrykker glæde og tryghed ved det nye forløb.