Styrede 13 skunkhuse

Gruppe tiltalt for at have styret produktion af skunk

Fotos fra 13 ejendomme i blandt andet Randers og andre byer i Jylland og på Fyn er tirsdag blevet vist i en stor straffesag om organiseret dyrkning af skunk.

De 13 steder blev omskabt til væksthuse, hvor der blev udvundet mange kilo skunk, som er en særlig potent form for cannabis.

Der er store fugt-plamager på væggene. 600 watts elpærer hænger lavt over stiklinger, gødning i dunke og sække står i lange rækker, og der er bjerge af affald.

I Retten i Kolding er fem vietnamesere - fire mænd og en kvinde - tiltalt for at have styret produktionen i de lejede ejendomme i Randers, Ikast, Jelling, Nyborg og andre steder.

Alle fem nægter sig skyldige. Og de afviser også at have stjålet strøm for i alt 4,8 millioner kroner.

Hidtil største sag

Det er den hidtil største sag om skunk-produktion og illustrerer, at Danmark ikke bare er et importland, når det gælder euforiserende stoffer. En del af skunken er blevet solgt til Holland, mener politiet.

Andre kilo er jævnligt blevet kørt til indkøbscentret Fields i København. Her tog en mand kørende i en varebil med firmalogoet GLS imod varerne.

- Det er tale om en krævende pasning, siger specialanklager Anja Hedegaard om arbejdet med at få hampplanters stiklinger forvandlet til høstmodne planter.

Alle steder har gartnere boet under spartanske forhold i de lejede ejendomme. Politiets billeder viser madrasser og dyner på gulvet i små rum.

En del af gartnerne er blevet dømt, og nogle har været tvunget ud i de nærmest slaverilignende forhold.

Således har retten i sagen om et væksthus i Viby nedsat straffen til to personer, fordi begge var blevet udsat for menneskehandel.

Men ingen af dem er indkaldt som vidner, fortæller specialanklageren.

- Mange er forsvundet. Og de, der er dømt for at være gartnere, er udvist og er tilbage i Vietnam, siger hun.

De fem tiltalte i Kolding anklages blandt andet for at have importeret det udstyr, der blev anbragt i bygninger i industrikvarterer og andre øde beliggende huse.

Det skal være sket gennem firmaet TM Hydroponics Supply på Mosebakken i Kolding.

Adressen har betjente fra politiets specialgruppe Task Force Vest overvåget nøje igennem næsten ni måneder inden anholdelserne, der skete i februar sidste år.