Studerende til kamp mod håndskrevne eksamener
Studerende på Aarhus Universitet samler underskrifter for at få lov til at benytte pc'ere under deres eksamener.
Når mange af de studerende på Aarhus Universitet går til eksamen, foregår det med pen og papir.
For at få lov til at benytte pc'ere sætter Studenterrådet nu gang i en internet-underskriftsindsamling, der skal forsøge at få universitetets ledelse til at lempe eksamensreglerne.
Ifølge Studenterrådet betyder de håndskrevne eksamener, at nogle af de studerende får lavere karakterer, end de ville have fået, hvis de fik lov til at skrive på pc.
- Fem timer med fyldepen er en hel anden arbejdsproces end den, vi bruger i vores studier. Når vi bruger computer, ændrer, redigerer og forbedrer vi hele tiden teksten, men når man skriver i hånden, er der sjældent tid til at lave andet end en klade, siger Studenterrådets uddannelsespolitiske ordfører, Svend Dyrholm, til Nyhedsavisen.
Dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Svend Hylleberg, er enig i, at computeraflevering er målet, men han mener ikke, at tiden er moden.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.