Studerende: Det er ikke en drukdag

Aarhus Universitet afholder i dag idrætsdag og Danmarks Største Fredagsbar

02:41 Luk video

Universitetsparken i Aarhus vil hele dagen i dag, fredag, være omdrejningspunktet for sport, musik og festlig stemning.

Her holder de studerende på Aarhus Universitet idrætsdag om formiddagen, som senere bliver afløst af, hvad der bliver kaldt Danmarks Største Fredagsbar.

Allerede fra morgenstunden er de første dåsebajere blevet knappet op, men det betyder ikke, at hele dagen kun handler om druk.

Det fortæller Sara Jeppesen, der er medlem af Studenterrådet ved Aarhus Universitet, til tv2oj.dk:

- Vi vil selvfølgelig gerne have, at de studerende i denne her pressede tid også nyder en øl, siger hun.

- Men ellers er det ikke kun en drukdag. Hele dagen er der faktisk alt muligt andet end druk. Det er en sportsdag, hvor vi også nyder de øl, vi kan tåle.

Udover gængse sportsgrene som volleyball, fodbold og håndbold, så er der også discipliner på menuen som ølbowling og beer pong.

Stort fremmøde

Forventningerne til dagens idrætsdag og fredagsbar, som varer hele dagen, er, at der vil komme mellem 16.000 og 20.000 studerende.

Arrangementet er den første fest for de nye studerende på Aarhus Universitet og spiller derfor en vigtig rolle:

- For de nye studerende betyder det rigtig meget for det sammenhold, der er, når man kommer til en ny by og et nyt studie, siger Sara Jeppesen.

Når ølbowlingen er spillet og præmierne er blevet uddelt, begynder musikprogrammet, som byder på flere, store danske navne.

Turboweekend, Lågsus, Djämes Braun og Scarlet Pleause er nogle af de bands, DJs og musikere, der er inviteret til at spille festen i gang.

Du kan se hele dagens program ved at klikke her.

Se et interview med Sara Jeppesen fra Studenterrådet, hvor hun fortæller om dagen.

20.000 skal til kæmpe fredagsbar