Støtter desperate museer
Viser sympati for pressede kulturinstitutioner
Østjyske museer er truet af næste års finanslov og beder desperat befolkningen om hjælp i form af læserbreve og støtteerklæringer. Især er håbet også, at folk vil henvende sig til landets politikere for at få dem til at droppe de planlagte besparelser.
Lørdag aften kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle om de alvorlige budgetstramninger hos Den Gamle By i Aarhus og Fregatten Jylland i Ebeltoft. Begge museer beretter om heftig aktivitet og tilkendegivelser om støtte på stedernes Facebook-sider.
Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i Den Gamle By fortæller, at der har været stor aktivitet på Facebook siden lørdag. Der er flere der "Synes godt om" siden og i særdeleshed "deler" de læserbreve som museumsdirektøren har lagt op på siden for et par dage siden.
Får meget sympati
Benno Blæsild, der er direktør på Fregatten Jylland, fortæller det samme. Der er både en stigning i antallet af folk, der gerne vil "Synes godt om" deres side på Facebook. Mange skriver desuden beskeder på væggen og fortæller, hvor meget de holder af det lange træskib.
- Men vi får også meget sympati, når vi er ude i offentligheden. Når jeg står i kø i Brugsen og Føtex får jeg pludselig en hånd på skulderen fra fremmede, som siger, at det hele nok skal gå, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan læse mere på museernes sider på Facebook: