Stort Randers FC-nederlag i Odense

OB slog sikkert Randers med 3-0 på hjemmebane og er dermed sikre på også at spille i Superligaen i næste sæson

Foto: Tim Kildeborg Jensen - Ritzau Scanpix

Foto: Tim Kildeborg Jensen - Ritzau Scanpix

Foto: Tim Kildeborg Jensen - Ritzau Scanpix

Foto: Tim Kildeborg Jensen - Ritzau Scanpix

1 af 4

OB kan se frem til endnu en sæson i Superligaen, efter at fynboerne søndag eftermiddag besejrede Randers med 3-0 hjemme i Odense.

I stedet for kampe om at undgå nedrykning skal OB nu forsøge at kvalificere sig til at spille Europa League-playoffkampe i næste sæson.

Læs også Randers-anfører: Vigtigst at klubben bliver oppe

Randers kan omvendt begynde at forberede sig på vigtige playoffkampe om at undgå nedrykning fra landets bedste fodboldrække. 

Målscorerne for OB blev Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen og Mathias Greve. De tre mål blev scoret fra det 43.-48. minut.

Første halvleg var en rodet affære. Begge hold havde svært ved at finde hinanden og komme frem til chancer. OB havde bolden mest, men blev sjældent farlige.

Fem minutter før pausen løsnede kampen endelig op. Først ramte Anders K. Jacobsen stolpen få meter fra mål. 

Blot to minutter senere fik OB tildelt et straffespark, da Anders K. Jacobsen blev væltet i feltet af Randers' Kevin Conboy. 

Nicklas Helenius fik lov til at sparke og satte sikkert bolden i nettet.

OB kom bedst ud til anden halvleg og fik scoret to hurtige mål. Foto: Tim Kildeborg Jensen - Ritzau Scanpix

Startede med et brag

Fynboerne startede anden halvleg ud med et brag, og på under tre minutter scorede hjemmeholdet to gange yderligere.

Først fik Anders K. Jacobsen tid og plads på højrekanten og kunne let udplacere Randers-målmanden Hannes Halldorsson.

Kort efter var det Mathias Greves tur til at score med et fint lob over Halldorsson.

Gæsterne forsøgte at kæmpe sig tilbage. Efter 65 minutter fik Bashkim Kadrii muligheden, men sparkede et par meter forbi mål.

Randers blev ikke farligere, og hjemmeholdet kunne stille og roligt køre en sikker sejr hjem.

OB og Randers møder allerede hinanden igen på onsdag i Randers.

OB – RANDERS FC 3-0 (1-0)

1-0 Nicklas Helenius, straffespark (43. min.)
2-0 Anders K. Jacobsen (47. min.)
3-0 Mathias Greve (48. min.)

Tilskuere: 2.748