Stort gylle-udslip på Djursland

Flere tusinde liter gylle fossede ud efter uheld på landbrug ved Hyllested-Skovgårde på det østlige Djursland.

Arkivfoto.

Uheldet skete, da en slange onsdag hoppede af, mens en landmand var i færd med at flytte gylle fra én tank til en anden.

Landmanden opdagede selv uheldet, og efter at have slået alarm lykkedes det ham at dæmme gyllen op, inden den flød ud i et nærtliggende vandløb.

Brand og Redning Djursland sendte beredskabet fra stationen i Ebeltoft ud for at dæmme yderligere op for gyllen og for at få den ildelugtende væske tilbage i tanken.

- Vi fik gyllen ned i et rørsystem, hvorefter vi kunne suge det op med en slamsuger. Der er ikke løbet så meget som én eneste dråbe ud i vandløbene, fortæller en tilfreds indsatsleder Jens Otto Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han vurderer, at der i alt er flydt mellem fem og seks kubikmeter gylle ud. Hvis gyllen var løbet ud i de nærtliggende åløb, kunne det ifølge Jens Otto Hansen have resulteret i fiskedød i området.

Sent onsdag eftermiddag var mandskabet fra Brand og Redning stadig i gang med at rydde op på stedet.