Stort fald i antallet af indbrud begået i vinterferien
Antallet af indbrud begået i vinterferien i Østjyllands Politikreds er faldet markant. Fra 100 i 2017 til 49 i 2018
Østjyderne er kommet godt gennem vinterferien, i hvert fald hvis man kigger på hvor mange indbrud, der er blevet begået.
I Østjyllands Politikreds er der i uge 7 sket et markant fald i antallet af indbrud i forhold til tidligere år.
I 2018 er der således anmeldt 49 indbrud i privat beboelse mod 100 sidste år og 108 i 2016.
- Vi er rigtig glade for det faldende antal indbrud, men vi er ikke tilfredse, for der sker stadig alt for mange indbrud i Danmark, siger vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Særligt i politikredsens to største byer, Aarhus og Randers, er faldet markant. I Aarhus var der i år 27 indbrud i vinterferien mod 65 sidste år, og i Randers er tallet faldet fra 19 til syv indbrud, oplyser Østjyllands Politi.
- Vi har mange forskellige indsatser i gang mod indbrud hver eneste dag året rundt, så det er svært lige at sætte fingeren på én ting, der har været udslagsgivende, siger Carsten Kousgaard.
FAKTA OM ØSTJYLLANDS POLITI
Han fortæller, at Østjyllands Politi blandt andet har en stor forebyggende indsats, hvor politiet har været rundt i lokalsamfund med gode råd og dialog med borgerne. Derudover er et stigende antal østjyder tilknyttet nabohjælp, hvilket ifølge politiet også spiller ind.
- Rent analysemæssigt prøver vi også at kigger på, hvilke områder, der kunne have mulighed for at blive hårdt ramt. Det kan for eksempel være områder, der i tiden op til for eksempel en ferie har været ramt af mange indbrud eller områder, hvor der i ferien året inden var mange indbrud. Så kan vi sende patruljer rundt i de områder for at forebygge og måske tage nogle indbrudstyve på fersk gerning, siger Carsten Kousgaard.
Læs også
Han fortæller, at man også op til vinterferien, ligesom andre højtider for indbrudstyve, forsøger at få de mere velkendte tyveknægte væk fra gaden.
Siden 2013 er det generelle antal af indbrud i private hjem i Østjyllands politikreds faldet med næsten 30 procent. Den tendens ser ud til at fortsætte.
Mandag offentliggjorde Østjyllands Politi en ny tryghedsundersøgelse for politikredsen. Den viste et fald i antallet af borgere, der føler sig trygge. fra 92 procent i 2016 til 85 procent i 2017. Østjyllands Politi peger blandt andet på, at faldet kan skyldes den bandekonflikt, der prægede Aarhus og særligt den vestlige del af byen i sommer. Kigger man på denne del af byen er det også her, at trygheden særligt er faldet.