Store togforsinkelser

Passagererne i IC- og lyntogene på strækningen mellem København - Århus, må forvente store forsinkelser i den kommende uge - måske længere.

Nye målinger har vist, at sammenføjningerne mellem de enkelte skinneafsnit på strækningen er så slidte, at de udgør en sikkerhedsrisiko. Derfor besluttede Banedanmark fredag uden varsel at sætte hastigheden på strækningen ned til 120 km/t. Det betød straks forsinkelser på op til 25 minutter for passagererne, oplyser Banedanmark, der først fredag i næste uge kommer med en prognose for, hvornår togene igen kan køre 180 km/t. Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) har indkaldt formandskabet for Banedanmarks rådgivende bestyrelse og direktion for at høre, hvad Banedanmark har gjort for at imødegå "den alvorlige situation". Oplysningerne er dybt overraskende for DSB. - DSB beklager dybt de gener, som denne overraskende meddelelse fra Banedanmark betyder for kunderne, og jeg opfordrer til, at man tager af sted i god tid, specielt hvis man skal nå et fly eller en færge, siger DSB's salgsdirektør, Bjørn Wahlsten. /ritzau/