Store skibe, lidt plads
Tall Ships Races holder flyttedag
Byggeriet på Aarhus Havn har gjort, at de store sejlskibe ved Tall Ships Races må lægge til kaj et nyt sted.
Området, hvor arrangementet blev afholdt i 2007, findes nemlig ikke mere på grund af det omfattende havnebyggeri.
I år lægger skibene i stedet for til kaj omkring havnearealet ved Filmbyen i Aarhus.
- Aarhus Havn er jo under en meget stor forandring. Vi er i gang med at bygge det moderne Aarhus hernede, så derfor har det selvfølgelig været en udfordring at sikre, at der bliver plads, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Kommunen forventer, at omkring 500.000 besøgende vil lægge vejen forbi de i alt 104 storslåede sejlskibe.
Der vil være skibe fra 17 forskellige lande med i alt omkring 3000 besætningsmedlemmer.
Tall Ships Races løber af stablen fra 4.-7. juli 2013.
Hør borgmesteren fortælle om årets arrangement øverst i artiklen.