Stor fyringsrunde på slagteri i Horsens

Danish Crown er nødt til at skære betragteligt i medarbejderstaben på sit slagteri i Horsens. Det skyldes en nedgang i antallet af slagtegrise.

175 medarbejdere hos Danish Crown står til at miste jobbet i en fyringsrunde. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

En nedgang i tilførslerne af slagtegrise får Danish Crown i Horsens til at nedlægge 175 stillinger.

Det skriver selskabet selv i en pressemeddelelse.

Læs også Slagterigigant udsat for pengeafpresning med giftigt pulver

- Det er en rigtig træls situation. Vi så en lille stigning i leverancerne af slagtesvin gennem 2018, men siden nytår har vi oplevet et fald på omkring fem procent i forhold til sidste år. Derfor er det nu nødvendigt at tilpasse kapaciteten, og vi kommer efter alt at dømme til at sige farvel til omkring 175 medarbejdere, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

I alt arbejder der pt. 1.330 medarbejdere på det østjyske slagteri. Det er altså over 10 procent, der nu står til en fyreseddel.

Den modtager de, så den gælder fra slutningen af september.

Tror på fremgang i efteråret

Hen over sommeren vil antallet af slagtninger i Horsens blive reduceret fra omkring 100.000 til cirka 85.000 grise om ugen. At tilpasningen rammer Horsens skyldes først og fremmest, at Horsens hver eneste dag slagter flere grise, end medarbejderne kan nå at forarbejde.

Vi sætter Danish Crowns socialplan i gang, hvor hver enkelt medarbejder inviteres til samtale for at afklare hans og hendes muligheder, ligesom vi opretter en jobbank for medarbejderne.

Per Laursen, Danish Crown 

- For en virksomhed som Danish Crown handler det hele tiden om at have et så effektivt setup som muligt. I det her tilfælde kan vi ved at gå ned i kapacitet i Horsens opnå en mærkbar reduktion i omkostningerne. Det er dog mindst lige så vigtigt, at vi med den her model bevarer muligheden for at skrue op for antallet af slagtninger igen, for vi har en tro på, at vi allerede i efteråret vil se en stigning i tilførslerne af grise fra vores ejere, siger Per Laursen.

Ifølge Danish Crown er en af årsagerne til de færre slagtegrise, at flere andelshavere i forlængelse af sidste sommers tørke har stoppet med at have grisene. Det gør de for at undgå at købe dyrt foder.

Vil hjælpe de fyrede videre

- Kombinationen af færre slagtegrise og større eksport af smågrise har desværre konsekvenser for os og vores medarbejdere her og nu, siger Jais Valeur, direktør i Danish Crown, i pressemeddelelsen.

Firmaet vil nu forsøge at hjælpe de medarbejdere, der mister deres job.

Læs også Øko-køer bliver sendt på slagteriet: Der er ikke foder nok

- Vi vil gøre vores til at hjælpe de fyrede medarbejdere videre i samarbejde med Fødevarebundet NNF og det lokale jobcenter. Vi sætter Danish Crowns socialplan i gang, hvor hver enkelt medarbejder inviteres til samtale for at afklare hans og hendes muligheder, ligesom vi opretter en jobbank for medarbejderne, siger Per Laursen.

Chokerede over antallet af fyringer

Medarbejderne er ganske naturligt chokerede over den triste nyhed, som de i dag fik at gå på weekend med. Det fortæller tillidsrepræsentanten, Morten Grau, til TV2 ØSTJYLLAND.

- 175 nedlagte stillinger var ikke noget, vi havde forventet. Men det er klart, når man tilpasser med op til 20.000 færre slagtninger om ugen, så vil det ramme medarbejderne, siger han. 

- Vi er da chokerede, og det er en nyhed, der rammer hårdt lokalt, lyder det videre fra Morten Grau. 

Jeg er selvfølgelig klar over - og anerkender - at Danish Crown er i en udfordret branche, men det gør det ikke mindre hårdt for dem, disse nedskæringer rammer.

Peter Sørensen (S), borgmester Horsens

Han og kollegerne havde troet, at fyringerne hos Danish Crown ville blive spredt ud på flere slagterier.

Nu kan Morten Grau i stedet se frem til forhandlinger om de mange afskedigelser og efterfølgende den socialplan og jobbank, der skal få de afskedigede videre i et andet job. 

Ud over Horsens tilpasses kapaciteten også på slagteriet i Herning, men her er det forventningen, at det kan ske ved naturlig afgang.

Borgmester ærgrer sig

Den dårlige nyhed om fyringerne ærgrer ligeledes borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S). 

- I den situation tænker jeg først og fremmest på de 175 medarbejdere, der nu skal på jagt efter et nyt job. Og jeg kan forsikre, at jeg vil gøre alt, hvad der er muligt for, at de berørte medarbejdere får den nødvendige hjælp og opbakning til at komme videre i nye jobs eller til at komme i gang med en eventuel efteruddannelse, siger Peter Sørensen i en pressemeddelelse.

Læs også Bekymrede og berørte ansatte på AUH - og dagens fyringer er kun starten

Han foreslår derfor, at Danish Crown, jobcentret og de involverede fagforeninger - så snart der er overblik over den videre proces - sætter sig sammen, så de berørte medarbejdere kan få den assistance, der er behov for.

- Jeg er selvfølgelig klar over - og anerkender - at Danish Crown er i en udfordret branche, men det gør det ikke mindre hårdt for dem, disse nedskæringer rammer. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at finde nye muligheder for de mennesker, der nu bliver afskediget, siger Peter Sørensen.