Stor bøde til grillbar: Ejer lå på hylde blandt varerne

Super Grillen i Hinnerup har fået en bøde på 10.000 kroner og en sur smiley fra Fødevarestyrelsen.

Super Grillen i Hinnerup, som ligger i Storegade, har ikke haft styr på reglerne ved de seneste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Foto: Google Street View

Ved de seneste fire kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen har Super Grillen i Hinnerup haft problemer med at overholde reglerne ved de tre. Senest var den helt gal. Ejeren lå på en selvlavet hylde i grillbaren, og rengøringen var mangelfuld.

10.000 kroner blev bøden derfor på efter besøget.

Produktionsoverflader, hvor der håndteres fødevarer, fremstår med beskidte og fedtede overflader.

Fødevarestyrelsen

- Fødevarer skal sikres imod kontaminering. Indehaver ligger ved tilsynets start på en selvlavet hylde placeret på gulvet med puder og tæppe og sammenfoldede papkasser som underlag, skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.

Ejeren ville til det gerne understrege, at han ikke sov på hylden, men blot så film. Under alle omstændigheder påpegede kontrollanterne, at det ikke er hensigtsmæssigt i nærheden af fødevarer.

Beskidt og fedtet

Derudover var der udfordringer med at holde pølserne varme nok, så bakteriedannelse undgås, og så kneb det med rengøringen.

- Produktionsoverflader, hvor der håndteres fødevarer, fremstår med beskidte og fedtede overflader, står der i rapporten.

Læs også Kendt fastfood-kæde får bøde og sur smiley: Beskidt køkken og gule belægninger

Indehaveren bemærkede, at grillbaren snart lukkede, og derfor var der ikke gjort rent endnu.

Ved det forrige besøg fik Super Grillen påbudt vedligeholdelsesopgaver, som ikke var blevet løst.

Får opfølgende kontrolbesøg

Den manglende rengøring og den ringe stand, som flere redskaber, udstyr og tilbehør var i, var en af hovedårsagerne til bøderne på 10.000 kroner.

- På vægge og loft i baglokale er der opsat et materiale, som hænger løst flere steder og er i stykker ved døren, lyder det fra Fødevarestyrelsens kontrollanter.

02:01

VIDEO: I september 2018 tog vi rundt til de på daværende tidspunkt værste fødevaresyndere i Østjylland.

Luk video

Virksomheden har nu altså fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.

Anmærkninger hos sådanne virksomheder med dårlig regelefterlevelse medfører to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg.

TV2 ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få uddybende kommentarer fra ejeren af Super Grillen.