Stor angriber på ønskesedlen i Randers FC
Randers FC's nyansatte sportschef, Ole Nielsen, har fået en ønskeseddel fra trænerteamet, og øverst står der: En stor angriber
Transfervinduet står på vid gab, og fodboldklubberne er i fuld gang med at sammensætte trupperne til forårets udfordringer i Superligaen. Det giver anledning til en masse spekulationer fra fodboldfans, og de kronjyske af slagsen kan nu begynde at udveksle navne på angribere, for sportschef Ole Nielsen vil forsøge at hente targetman til Kronjylland.
- Trænerteamet har bragt et ønske i spil om en stor angriber, og det kigger vi efter i ind- og udland, men der er ikke lagt op til, at vinduet bliver specielt aktivt for vores vedkommende, så man skal ikke forvente fire-seks nye spillere, fortæller Ole Nielsen.
Han vil ikke udelukke, at Randers FC sælger spillere i dette vindue.
- Der kan jo komme bud på nogle af spillerne som for eksempel Mikael Ishak, der scorede for Sverige i går og vores målmand (Karl-Johan Johnsson, red.), der er blevet kåret som årets bedste målmand i dansk fodbold. Der kan også opstå interesse for andre spillere, og så må vi forholde os til det, forklarer Ole Nielsen.
Ny sportschef: Vi skal højere op i tabellen
Han har været sportschef i under en uge og læner sig derfor op ad
cheftræner Colin Todd og 1st team coach Thomas Thomasberg, når han skal vurdere truppen.
- Der er blevet skabt et godt fundament her i klubben, og det skal Peter Christiansen (tidligere sportschef, red.), og trænergruppen selvfølgelig have ros for. Det er en solid trup, og som modstander har jeg altid haft et indtryk af, at Randers FC var et fysisk stærkt hold, der stod imod og var svært at nedbryde. Vi har stadig et stærkt og hårdtarbejdende hold, men det er i de seneste sæsoner blevet krydret med individualister som Mikael Ishak, Kasper Fisker, Mandla Masango og Mustafa Amini, lyder det fra Ole Nielsen.