Stjal violiner til 600.000 kroner
Tyv stjal kuffert med fire violiner fra en parkeringsplads ved banegården i Århus.
En yderst uheldig violinbygger har fået stjålet fire violiner til en samlet værdi af 600.000 kroner.
Tyveriet skete søndag aften foran banegården i Århus, hvor en tyv tog en sort læderkuffert med violiner, mens den århusianske violinbygger var i gang med tømme sin bil.
Gerningsmanden beskrives som en 180 centimeter høj mand, der er slank til almindelig af bygning. Under tyveriet var han iført sorte bukser og en sort trøje, muligvis med hætte. Da han havde taget kufferten, løb han ad Ryesgade mod Strøget.
Århus Politi tror ikke, at gerningsmanden inden tyveriet var klar over indholdet i kufferten. Hvis han ikke har det store kendskab til violiner, er det derfor muligt, at han har smidt kufferten fra sig kort efter, at han åbnede den.