Stjal fem tons kobber
Organiserede tyve står formentlig bag kobber-kup
Det er lykkedes ukendte gerningsmænd at stjæle fem tons kobber fra en virksomhed i Odder.
Ifølge Østjyllands Politi brød tyvene i går ind hos elselskabet Midtjysk Energi på Knudsminde i den nordlige del af byen.
Tyvene kom ind ved at løfte to tunge jernlåger væk. Derefter stjal de 50 ruller kobbertråd. Hver rulle vejer 100 kg.
- Vi antager, at organiserede tyve står bag. Det er jo ikke helt let at slippe væk med så mange tunge ruller, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Indtil videre har politiet ikke mange spor at gå efter. Ingen vidner har endnu henvendt sig, og der er ikke overvågningsbilleder fra stedet.
- Så vi hører meget gerne fra personer, der har informationer i sagen, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge.