Stjal 400.000 fra pengetransport
Det lykkedes to tyve at stikke af med over 400.000 kroner under et indbrud i en pengetransport.
To tyve fik mandag formiddag fingre i en kuffert med 417.000 kr. fra en pengetransport på Børupvej i Tranbjerg ved Århus.
Pengetransporten - en lys Alfa Romeo - holdt forladt ved Aktiv Super, da de to tyve kom kørende på en knallert, knuste bilens bagrude og hev kufferten ud. De kørte derefter til en parkeringsplads i Grønlykke Skoven, hvor en tredje mand ventede med en bil, muligvis en ældre Mitsubishi Galant. Bilen havde en trækkrog, som tyvene anvendte til at knuse kufferten, der blev presset op mod et træ med fliser omkring.
Tyvene på knallerten samlede indholdet op og forsvandt over boldbanerne mod syd. Bilen kørte ad Grønlykke Allé mod vest, oplyser kriminalkommissær Jørn Andersen. /ritzau/