Stjal 14 blækpatroner

Den polske kvinde står nu til udvisning

Østjyllands Politi anholdt i går en 49-årig kvinde fra Polen. Hun blev anholdt i forbindelse med et butikstyveri i Kvickly på Østeralle i Ebeltoft, hvor hun stjal 14 blækpatroner til en værdi af 3.649,30 kr.:

- Kvinden bliver anholdt med en såkaldt russerpose. En slags indkøbspose foret med stanniol indvendig, så man kan slippe forbi tyverialarmen uden den går i gang, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi. 

Kvinden stjal blækpatronerne i butikkens radio- og tv afdeling, hvorefter hun blev opdaget og tilbageholdt af butikkens personale. 

Kvinden, der hverken har arbejds- eller opholdstilladelse i Danmark, er anholdt i 3x24 timer. Politiet afventer udlændingestyrelsens afgørelse om, hvorvidt kvinden skal udvises af Danmark.