Stjal 10 par brugte løbesko

Snuppede Rolex-ure og kvindesko

En tyvebande har muligvis haft brug for at komme hurtigt væk efter et indbrud.

I hvert fald blev der under et indbrud i Viby ved Aarhus stjålet ikke mindre end 10 par brugte løbesko til kvinder i størrelsen 40-41.

Derudover blev der også stjålet smykker, Rolex-ure og en iPad.

- Tyven eller tyvene brød ind via en havedør, som de underborede, det ser vi desværre ofte. På nogle terrassedøre er der indenfor kun et håndtag man tipper, mens der udefra ikke er et håndtag. Så kan tyve bore hul, og med et værktøj kan man tippe døren op, siger Thomas Hinge, der er politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Derfor anbefaler politiet, at der er lås på havedørene.

Indbruddet skete søndag eftermiddag på Christian X S Vej.