Stig Tøfting verdens bedste

Stig Tøftings bog 'No Regrets' er blevet kåret som den bedste fodbold-selvbiografi nogensinde.

Fodboldmagasinet World Soccer har netop kåret Stig Tøftings bog 'No Regrets' som verdens bedste fodbold-selvbiografi nogensinde.

- Jeg er utrolig stolt over så flot en placering, når man ser på, hvem der ellers er med. Men det viser, at vi har ramt noget. Jeg tror, det handler meget om, at bogen er så hudløst ærlig, siger Tøfting til Ekstra Bladet.

37-årige Stig Tøfting spiller i SAS Liga-klubben Randers FC, som han har kontrakt med frem til sommeren 2008.