Statuer med snorkler og dykkermasker
Århus risikerer at blive sat under vand, hvis den globale opvarmning fortsætter, lyder advarslen fra Mellemfolkeligt Samvirke.
En gruppe frivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke satte torsdag morgen dykkermasker på statuerne af danske forfattere ved hovedbiblioteket i Århus.
Det gør de for at minde århusianerne om den globale opvarmning, der kan få verdenshavene til at stige og dermed sætte blandt andet Århus under vand.
Lignende aktioner finder sted i storbyer i Grækenland, Sverige og Belgien. Årsagen er, at et EU-topmøde om netop klima torsdag går i gang i den belgiske hovedstad Bruxelles.
- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at EU skal tage ansvaret for klimaet på sig. Og det har vi så symboliseret ved hjælp af dykkermasker og snorkler på statuer, siger frivilligkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke Linda Michelle Handrup til TV 2 | ØSTJYLLAND.