Står der 'A' på denne stemmeseddel?

Venstre-politiker på Samsø risikerer at miste sin plads i byrådet, hvis omdiskuteret stemmeseddel får lov at tælle.

Da stemmerne efter kommunalvalget for to måneder siden blev talt op, blev en brevstemme med et noget utraditionelt 'A' i første omgang kasseret.

Sagen om den ugyldige stemme er senere blevet diskuteret flittigt på den lille Kattegatø.

Socialdemokraterne mener, at der står partiets kendingsbogstav 'A' på sedlerne skrevet med 'stor, gammeldags skråskrift', som 'en gammel person med et dårligt skriveredskab' måske har udfyldt.

Valgbestyrelsen og et flertal i byrådet på Samsø har afvist brevstemmen, fordi der er tvivl om, hvorvidt der står 'A' for Socialdemokraterne eller 'Å' for Social-Listen på Samsø.

Den omstridte brevstemme er nu havnet hos Indenrigsministeriet, der skal sætte det endelig punktum i sagen.

Hvis Indenrigsministeriet vælger at godkende den omstridte stemmeseddel, mister venstremanden Per Søgaard sin plads i byrådet. Hans mandat går i stedet til Socialdemokraternes Per Even Rasmussen.

- Jeg havde håbet, at valget var ovre, så man kunne tage arbejdstøjet på. Nogle gange tænker jeg over, om mit arbejde overhovedet kan betale sig, forklarer Per Søgaard (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er endnu uvist, hvornår Indenrigsministeriet træffer den endelige afgørelse i sagen.

Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.