Stadig colibakterier i drikkevandet i Udbyneder
Nye prøver viser, at der stadig er bakterier i drikkevandet i Udbyneder nordøst for Randers. Vandet skal derfor fortsat koges.
I sidste uge advarede Randers Kommune beboerne i Udbyneder mod at drikke vandet fra hanerne, efter at der var fundet såkaldte coliforme bakterier i drikkevandet.
Mandag i denne uge blev der udtaget nye prøver af drikkevandet ved Udbyneder Vandværk. Resultatet af prøverne viser, at der forsat er bakterier i vandet.
Målingerne viser, at der er 66 coliforme bakterier pr. 100 ml. og 2 E. coli bakterier pr. 100 ml. Bakterierne må ikke forefindes i drikkevandet. Vandanalysen er foretaget på vandværket.
Der er samme dag udtaget prøver fra vandværkets boring. Her viser prøverne ifølge Randers Kommune, at vandet er rent. Da vandet i boringen er rent, arbejdes der nu på at få skyllet vandværket godt igennem, således at der igen kommer rent vand ud til forbrugerne.
Vandforsyningen er privat og forsyner ca. 100 husstande. De opfordres foreløbig til at koge vandet, indtil det igen er rent.
Vandværket har tidligere oplyst, at smittekilden formentlig er fundet. På grund af et brud på en kabelføring, er det sandsynligvis regnvand, der er trængt ind i boringen.
Udbyneder ligger nordøst for Randers:
http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&geocode=&q=udbyneder+vandv%C3%A6rk&sll=55.869147,11.228027&sspn=9.171478,28.498535&ie=UTF8&hq=udbyneder+vandv%C3%A6rk&hnear=&ll=56.627531,10.134888&spn=0.435123,1.40625&z=9&iwloc=A" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort