Sportscollege bygger på fejl

Boligforening har ulovligt drevet erhvervsdel

Randers Sportscollege er opført som et almennyttigt boligbyggeri af Randersegnens Boligforening, som er under konkursbehandling. 

I foråret 2008 godkendte Randers Byråd opførelse af 48 ungdomsboliger med tilhørende fællesfaciliteter, som Randersegnens Boligforening ønskede at opføre som sportscollege. Ansøgningen var på ungdomsboliger med støtte under den almennyttige boliglovgivning. Den blev godkendt. 

I samme periode behandlede forvaltningen en byggeansøgning fra Randersegnens Boligforening og påpegede, at der enten måtte være tale om 24 enkeltboliger med bad, toilet og køkken eller 48 kollegieværelser med fælles bad, toilet og tekøkken. Boligforeningen fik byggetilladelsen til kollegiebyggeri. Dermed er der tilsyneladende ikke overensstemmelse imellem, hvad der er givet støtte til, og hvad der er givet byggetilladelse til.

 

Ulovlig erhvervsdel

I oktober 2010 opdeler Randersegnens Boligforening ejendommen i to dele - en erhvervsdel og en ungdomsboligdel Erhvervsdelen udlejes til fitness og erhverv. Men det er ikke tilladt for Randersegnens Boligforening - der er almennyttig - at opføre og drive en erhvervsdel.

- Hele sagen er dybt beklagelig, og der er tale om alvorlige fejl, som boligforeningen har begået og som kommunen burde have reageret på. Vi er for øjeblikket ved at afdække det fulde omfang og også, hvem der har haft hånd på sagen i forvaltningen, siger Lene Andersen, direktør for Miljø og teknik i en pressemeddelelse. 

Kommunen er ved at afdække sagens fulde omfang, og Lene Andersen vil derfor ikke udtale sig om mulige konsekvenser.