Speciallæge: Det er vanvittigt
Salg af ADHD-medicin bekymrer Randers-læge
Det er stærkt bekymrende, at antallet af danskere, der får medicin mod lidelsen ADHD, fortsætter med at stige markant.
Det mener speciallæge i psykiatri Asker Stig Nielsen fra Randers.
Ifølge endnu ikke offentliggjorte tal fra Statens Serum Institut fik 38.000 danskere således ADHD-medicin i 2012, hvilket er en stigning på hele 3.000 personer på blot et år. Det skriver Ekstra Bladet søndag.
- Det er vanvittigt, at tallet bliver ved med at stige, men det kommer desværre ikke bag på mig. ADHD er blevet et modefænomen, og jeg mener, at både patienter og læger skal være meget mere kritiske, siger Asker Stig Nielsen til avisen.
Kun specialister skal give grønt lys
I 2001 fik 2.400 danskere behandling med ADHD-medicin, men nu får 15 gange så mange medicinsk behandling.
Sundhedsstyrelsen udsendte i 2010 en vejledning, der gjorde det klart, at det kun er specialister, herunder for eksempel psykiatere, der skal kunne give grønt lys, hvis en patient skal modtage ADHD-medicin.
Men det har ikke bremset stigningen, og ifølge Asker Stig Nielsen skyldes det, at det simpelthen er for svært at være sikker på, hvornår noget skyldes ADHD, og hvornår det er en anden lidelse.
- Det er ofte svært at stille en psykiatrisk diagnose, også for psykiatere. Mange symptomer på andre problemer, for eksempel kriser, depression, misbrug med mere, ligner ADHD-symptomer, siger han til Ekstra Bladet.
Ifølge Asker Stig Nielsen kan en del af problemerne skyldes medicinalindustrien.
- Medicinalfirmaerne har selvfølgelig en interesse i at få solgt en masse medicin, og mange læger har kun deres viden om ADHD fra de foredrag, som medicinalindustrien står bag, siger han.