Søndagen byder på tyvstart på foråret
Flot vejr fra morgenstunden, god varme og en smule drillende skyer fra Vesterhavet. Sådan lyder prognosen for søndagens vejr i det østjyske.
- Klart vejr fra morgenstunden med temperaturer på et par graders varme, og der er gode chancer for en solrig morgen og formiddag.
Læs også
Der er sød musik til ørene i søndagens østjyske vejrudsigt med Peter Tanev, der byder på omtrent så godt udevejr, man kan få på en vinterdag som denne søndag i februar.
Men ak, træerne vokser ikke ind i himlen. Det er der til gengæld andet, der gør nogle steder i løbet af dagen.
- Så kører der lige lidt flimmer eller skyer forbi i ny og næ, og der kan altså godt med vestenvinden være nogle skyer, der overlever helt ude fra Vesterhavet og ind over os, siger Peter Tanev.
Mulighed for udendørs aktiviteter
Selvom solens stråler altså ikke altid rammer Østjyllands jord, så skal man dog ikke aflyse, hvis man har lagt planer om at være udenfor.
For med få dage tilbage til foråret er varmen nemlig begyndt at melde sig.
- De fleste af os vil opleve, at vi får sol af og til, tørrevejr og temperaturer, der lokalt kan komme op i nærheden af en 9-10 grader, siger vejrværten.