Sniffede sig frem til mistænkte
Politihunde fulgte spor gennem 2,5 kilometer
Østjyllands Politi har natten til lørdag anholdt tre unge mænd, som mistænkes for at have forsøgt at bryde ind i en container, der er fyldt med fyrværkeri. At det lykkedes Østjyllands Politi at anholde de tre personer, kan politiet takke to politihunde for.
Østjyllands Politi fik en anmeldelse fra en borger klokken 00.35 vedrørende larm ved en container med fyrværkeri.
Da politiet kom frem til containeren, der er placeret ved Føtex i Skæring nord for Aarhus, kunne patruljerne se, at nogle havde forsøgt at bryde den op.
To politihunde blev sat på sagen, og de fulgte et spor 2,5 kilometer gennem haver, stier og småveje.
- Det er et imponerende stykke arbejde af de to politihunde. De fulgte et specifikt duftspor gennem 2,5 kilometer, siger Stig Heidemann, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Efter den lange tur fandt politiet tre mænd i alderen 17-23. De blev alle anholdt og sigtet i sagen.
- De var de eneste, der havde gået den vej. Da vi kom frem til dem, forsøgte de at gemme sig for os. De er netop nu ved at blive afhørt i sagen, og de erkender omstændighederne, siger Stig Heidemann.