Sne giver store bus-forsinkelser

Man skal vente længe ved stoppestedet, hvis man skal med bussen i især Randers og på Norddjurs.

Ifølge busselskabet Midttrafik er det især bybusserne og rutebilerne i den nordlige del af Østjylland, der har problemer på grund af sneen.

Passagererne kan derfor forvente forsinkelser på mellem 30 minutter og halvanden time.

I Randers har bybusserne især problemer på de stejleste vejstrækninger. Således har Midttrafik opgivet at gøre op ad Mariagervej, og busserne kører derfor i stedet til og fra den nordlige del af byen via Østervangsvej.

Også Fjordgade i den østlige del af byen volder problemer. Bybusserne kører i stedet ad Udbyhøjvej.

Blandt rutebilerne er især rute 230 Randers-Hobro hårdt ramt. Passagererne må forvente forsinkelser på op til en time. Desuden kører rutebilerne ikke ind i selve Hobro by, da politiet har afspærret hele byen på grund af sne- og isglatte veje.

Endnu værre ser det ud for passagerer, som skal fra Randers til Viborg. Rute 953 kører slet ikke på grund af det meget kraftige snefald på hele strækningen.

Østjyder som skal til Aalborg gør desuden klogt i at tage toget i stedet for rute 918 X fra Århus til Aalborg via Randers. På grund af kraftigt snefald i Himmerland kører bussen kun til Hadsund.

Se mere om vejrsituationen i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.