Snart slut for Danmarks ældste SAS Liga-spiller

Silkeborgs IF's 38-årige anfører, Steven Lustü, takker nej til en halvårig forlængelse af sin kontrakt.

Den silkeborgensiske fodboldklub mister med stor sandsynlighed Steven Lustü til nytår.

Den 38-årige forsvarsspiller, hvis kontrakt udløber ved årsskiftet, har således takket nej til en halvårig forlængelse.

- Klubben ville give mig et halvt år mere, men jeg forlangte et år, forklarer Steven Lustü til fodbold.nu

- Fysisk føler jeg mig stadig i stand til at spille en rolle - også et år frem. Men når det kun kan blive et halvt år, stopper jeg hellere nu. På et eller andet tidspunkt skal jeg jo under alle omstændigheder træffe beslutningen, siger Lustü.

Forsvarsspilleren sætter rekord som historiens ældste SAS Ligaen-spiller hver gang, han går på banen.